Velkommen til min hjemmeside

2017 

 1. juli

MAN SKAL DYRKE SIN HAVE.

Det er konklusionen i Voltaires berømte fortælling ’Candide’. 

Og det gør jeg så. 

Det der hænger bedst ved fra min tid i luftfart, er formiddagskaffen – ti-pausen. 

Den nyder jeg tit på bænken udenfor køkkenvinduet. Der er plads til kaffekop og termokande, og man kan slå benene op, så avisen, eller det jeg skriver på, kan indgå i den stille formiddagsstund. 

Forbipasserende eller naboer stopper tit op, og vi får  os en sludder.

 På bænken kigger man lige over i den del af den forskellige hæk, der er rosenhæk. Blandt de mange planter og det saftige græs er der en, der begynder at stikke op.

 Det ligner en slags forvildet kålplante, men hedder vistnok Almindelig Svinemælk, og har stået og pyntet i fred sammen med skovjordbær og andre vilde planter, der har fundet ly under rosenhækken.

 Jeg har nydt synet så længe, at der var ved at blive lovligt vildt, så i ordentlighedens navn bliver der slået græs og snurret med kanttrimmeren, så den mest strittende del af naturen bliver lagt ned. Nu er der ordnede forhold, og besøgende kan atter se hoveddøren. 

 Selvom der har været masser af sygdom, og en udstilling på Havnegalleriet, så holder naturen sig ikke pænt tilbage, og venter med at gro, til jeg har tid til at tage mig af den. Jeg kan mærke jeg har fået mere energi efter operationen, og nyder havearbejdet, selvom der i stunder er nok af det. Nede i hjørnet står Rose Nevada og praler med sin første blomstring.

 Den blev sat et andet sted for lang tid siden, og har ikke været behandlet særligt godt. Den er flyttet rundt, skåret ned i en uendelighed indtil den endelig fandt sin blivende plads hernede mellem rododendoer, stjernemagnolie og andre roser. 

 Terrassen fik en gang maling i det tidlige forår. Den har før været det bærende element i mange fester og gode middage. Nu skjuler den, hvor den tidligere køkkenhave var, med krydderurter, jordbærbed og solbærbuskene m.m. Det var praktisk at kunne gå fra køkkenet ud i haven og hente hvad der var brug for. Nu skjuler timian og rosmarin sig mellem de andre planter, og vores køkkenhave begrænser sig til de fire potter med purløg, persille, mynte og baldrian.

 Vores dage bliver gradvis mere besværlige med Ingers reducerede førlighed. Det er hårdt, at se helbredet går tilbage, og samtidig se hvor fortvivlet hun er over ikke at kunne tage del i de daglige gøremål. Hun siger, at skulle bede om hjælp til det meste er ikke rart, det giver en følelse af afmagt, og en frygt for at blive sat på ’opmagasinering’ og bare vente på, det er slut med livet. Sådan er det, når man er svært kronisk syg, som Inger er. Jeg prøver efter bedste evne at få vores dage til at blive så givende som muligt. Jeg har valgt at blive omkring Inger for at støtte hende i det liv, tilfældet har givet hende. Til at begynde med tænkte jeg, det ikke kunne blive særligt svært, men her, 13 år efter, må jeg erkende at det bliver sværere med tiden. Det svære ligger i den begrænsede frihed og det stærke tillids og afhængighedsforhold, der gennem årene er bygget op.

Det er ikke noget jeg løber fra.

 Godt jeg har skriverierne som:

Min egen historie, Aerodynamikbogen for nysgerrige, Historier fra en Flyskole etc.

 Og billederne.

 Tegning og maleri har været en delaf mit liv, fra jeg som lille knægt kunne holde fast i en blyant.  Jeg tegnede ’kreative’ kruseduller i begyndelsen, men efterhånden fik jeg mere skik på stregerne, så det var til at se hvad jeg havde tænkt mig. Meget af øvelsen kom fra ferierne i sommerhuset og hos mormor og morfar i Struer. Senere har jeg haft god gavn af tegneriet når jeg underviste i aerodynamik på Luftfartsskolen, hvor det er blevet til kilometervis af tavletegninger som illustration af, hvad der får fly til at flyve.

I går var jeg på Rigshospitalet til anden gang kontrol efter operationen sidste december. Jeg havde skitsebogen med, og fik tegnet en ’sludretegning’ mens jeg ventede på min læge.

Mens jeg tegnede, kom en smuk kvinde, og kiggede med et stykke tid. Jeg spurgte om hun selv tegnede eller malede, og det gjorde hun. Men mere abstrakte billeder. Udover det skrev hun digte og prosa, som hun fik udgivet. Det kunne have været intetressant at tale mere sammen. Jeg blev kaldt ind til lægen der fortalte at PSA tallene ikke kunne måles, så sandsynligheden for at kræften vil vende tilbage er nærmest ikke eksisterende.

 I dag den 7. juli har Inger og jeg været gift i 50 år.

Det var en solskinsrig sommerdag vi blev viet i den smukke landsbykirke i Uhre ved Brande. Bryllluppet varede i syv dage, som det passede sig på de kanter. I dag, et kobberbryllup og sølvbryllup + 25 år senere, gå vi mere stille til den. Vi nyder aftenen sammen med den nærmeste familie og en god veninde til et godt måltid og nogle gode historier fra et langt liv.

 

 

 

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Pia | Svar 04.07.2017 12.48

Kære jan det er næsten som om vi lige har talt sammen , nu jeg har læst din fortælling , det er trist med Inger , godt med dig , jeg bøvler med ls kh Pia

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

04.07 | 12:48

Kære jan det er næsten som om vi lige har talt sammen , nu jeg har læst din fortælling , det er trist med Inger , godt med dig , jeg bøvler med ls kh Pia

...
04.07 | 12:49
Om Jan har modtaget 22
04.07 | 12:42
Jan Blæsild har modtaget 95
Du kan lide denne side